Sundhedskultur i en digital tidsalder

I løbet af ganske få år er Facebook blevet et socialt samlingspunkt i en dansksproget kontekst. På Facebook er der i de senere år skudt en lang række interessegrupper op, med vidt forskellige sundhedrelaterede emner som omdrejningspunkt. Her deler et stigende antal danskere deres personlige sygdomserfaringer og crowdsourcer sundhedsinformation om de helbredsproblematikker, symptomer og behandlingsformer, de hver især har stiftet bekendtskab med og har til fælles.

Disse sundhedsrelaterede Facebook-grupper værdsættes i høj grad af brugerne af dem. Ikke mindst fordi de bidrager med brugbare informationer og praktiske perspektiver, der samlet set giver den enkelte et større og mere nuanceret overblik over de problemer og de løsningsmuligheder, der knytter sig til et specifikt sundhedsproblem. Et overblik, som de færreste oplever at opnå i deres møde med sundhedsvæsnet. Desuden også et overblik, som er uden fortilfælde i en dansksproget kontekst, over hvordan sygdom opleves i det virkelige liv. Altså ikke bare, hvordan sygdom beskrives i den medicinske lærebog (eller på sundhed.dk for den sags skyld).

Samtidig problematiseres disse Facebook-grupper ofte i netop sundhedsvæsnet – af sundhedsmyndigheder såvel som professionelle – fordi de perspektiver, som brugerne deler i grupperne, ikke altid stemmer overens med den officielle linje.

En ny type patient og en ny rolle for lægen

Sociale medier det nemlig synligt, at patienter, der egenhændigt har søgt information om deres sygdom på nettet, er en anden slags patienter i deres møde med sundhedsvæsnet. En slags patienter, der har deres eget drive, og som ikke bare sidder med hænderne i skødet og venter på at tage imod lægens gode råd og anbefalinger.

I stedet er lægen blevet én blandt mange forskellige kilder til sundhedsrelateret viden. En helt særlig kilde med en helt særlig ekspertise ganske vist, men ikke destomindre stadig blot én blandt flere kilder til viden.

Samtidig er digitalt informationsaktive patienter typisk også en slags patienter, der har en holdning til, hvordan deres udrednings- og behandlingsforløb skal foregå, fordi de ofte både forud for og imellem konsultationerne med deres læge har haft mulighed for at orientere sig bredt, bland andet via nettet, om deres sundhedsproblematik.

Det har sundhedsvæsnet store udfordringer med at håndtere. Dels fordi sundhedsvæsen og patient ikke nødvendigvis er enige om, hvad der er rigtigt og forkert, eller hvad der virker og ikke virker i den enkelte persons tilfælde.

Sociologisk set hænger problemerne også sammen med, at det højnede informationsniveau hos patienten rykker ved magtforholdet mellem læge og patient, og de hænger sammen med at den sundhedsfaglige selvopfattelse i forhold til hvilken rolle sundhedsvæsnets ord bør spille i folks beslutningsprocesser er i forandring, uden dette er noget hverken sundhedsprofessionelle eller patienterne nødvendigvis kan sætte ord på i selve situationen.

Sociale medier og sundhed i medierne

Det problematiseres jævnligt – både i medierne og internt i sundhedsvæsnet – at den lægelige autoritet mindskes, når folk diskuterer sundhed med hinanden på nettet. Men set fra et videnssociologisk perspektiv rummer sådanne netværk faktisk også muligheder for, at helt almindelige mennesker kan få adgang til ny viden om deres sygdom, som deres egen læge ikke nødvendigvis har kendskab til, og viden som – måske – først slår igennem i sundhedsvæsnet flere år senere.

Det ses også jævnligt, at patienter der føler sig fejldiagnosticerede eller utilstrækkeligt behandlet, benytter grupperne og de andre gruppemedlemmers viden fra egne sygdomsforløb til at skabe overblik over deres situation og derigennem finder modet til at insistere på at få foretaget yderligere undersøgelser eller afprøve en anden behandlingsform.

Jeg støder jævnligt på fordomme i forhold til min forskningsfelt, særligt fra journalister og sundhedsfagligt uddannede, der finder det problematisk, at informationen på nettet ikke stemmer overens med det, sundhedsvæsnet anser for evidensbaseret. Det er selvfølgelig ikke uproblematisk. Men i min forskning undersøger jeg ikke om sociale medier er en god eller dårlig ting for folkesundheden. Derimod er formålet at udforske, hvordan en sådan social mediebrug foregår og opleves fra et individperspektiv. Netop individperspektivet ønsker jeg at synliggøre i min forskning, da det typisk er underrepræsenteret i den offentlige debat om folks brug af internettet i forbindelse med sygdom.